Frieserens temperament

 

Frieserens temperament er lidt svært at generalisere. Af mange mennesker uden stor kendskab til racen opfattes den som en rolig, lidt doven kørehest, men dette image svarer ikke til realiteten.

 

En frieser er som regel rimelig rolig, nogle er også meget rolige og næsten helt umulige at få op i et højt gear, men jeg vil med min erfaring mene at størsteparten af friesere har både en rolig og en opmærksom side.

 

Der hvor jeg syntes de af og til skiller sig ud fra lidt varmere racer er, at de hvis de bliver tændt, næsten altid er meget hurtige at få ”ned på jorden igen”. Og specielt unghestene overrasker mig gang på gang positivt med deres enorme samarbejdsvilje og evne til meget hurtigt at falde til. Jeg har flere gange fået ungheste hjem fra avlere i Holland der OVERHOVEDET ikke havde haft dem i hænder, den første dag de er her, forsøger de at kravle op over boksen og ud af vinduerne, man kan slet ikke komme i nærheden af dem og mange tænker ”hold da op for et vilddyr, den bliver da vist aldrig til hest” MEN, allerede to-tre dage senere kan man tage grimen af dem, efter en uge kan de trækkes med og 14 dage efter ”vilddyret” landede, er det blidt som et lam og helt ukompliceret at omgås. Det imponerer mig gang på gang og vidner om et godt, egentlig også koldt hoved, der hurtigt forstår når man vil dem det godt.

 

Sterhopper betegnes ofte som værende mere vågne/tændte end de fleste stb. Hopper. Det er en generalisering som nok har megen sandhed i sig, for at opnå en Ster kåringsgrad skal der jo være lidt "musik" i hesten, og det nytter ikke at lunte fuldstændig afslappet rundt i ringen når de fine dommere ser på, så jo – ster hopperne er som regel lidt varmere, men stadig i 9 ud af 10 tilfælde absolut styrbare og flinke at arbejde med.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værd at vide:

  Frieserstald Birkely